Gæsteværelset

Indretning af gæsteværelset

Elsker du også at have gæster overnattende, som du kan forkæle lidt ekstra dagen efter med en lækker morgenmad? Med et indbydende og velindrettet gæsteværelse har du mulighed for at sikre dine gæster en behagelig overnatning. Gæsteværelset kan dog på samme tid fungere som eksempelvis kontor eller hobbyrum i hverdagen. Her kan du få inspiration til, hvordan du griber indretning af gæsteværelset an så det bliver bedst muligt, så dine gæster føler sig godt tilpas med et snert af luksus når de er på besøg hos dig.

Gæsteværelset som del af boligen

Måske har du mulighed for at indrette et rum i din bolig kun til overnattende gæster, eller også har du brug for rummet i dagligdagen i tillæg. Gæsteværelset er med fordel et rum, der står forholdvis klar, så ikke rummet skal klargøres på ny med en større omrokering hver gang en gæst bliver natten over.

Men et gæsteværelse kan med fordel fungere som andet også. Værelset kan dog nemt risikere at blive et rum, hvor overflødige møbler, papirer eller lignende bliver placeret, og risikerer derfor i højere grad at forvandle sig til et pulterkammer. Det er der ikke nogen, der synes er sjovt at overnatte i. Derfor er det en god idé at holde værelset forholdvis simpelt.

Et ryddeligt gæsteværelse vil gøre det nemmere for dig som vært at have gæster. På samme tid vil det give gæsterne et indtryk af, at de er velkomne og at der altid er plads til dem.

Gæsteværelsets placering

Noget som de færreste overvejer i forbindelse med indretning af gæsteværelset er dets placering. Hvis du er så heldig at have mulighed for at vælge mellem flere rum, bør du vælge det værelse, som ligger tættest på badeværelset.

På den måde undgår dine gæster at skulle bevæge sig igennem flere rum for at komme til badeværelset. Det kan for mange være mere behageligt så ikke alle øvrige i boligen behøver blive præsenteret for morgenhåret.

Indretning af gæsteværelset

For at opnå et gæsteværelse som er både hyggeligt og funktionelt på samme tid, er det afgørende hvilke møbler, der placeres i rummet. Et overfyldt indrettet gæsteværelse kan være ubehageligt at skulle opholde sig i, og gøre det vanskeligt at anvende rummet til andet. På samme tid er der nogle møbler som et gæsteværelse nærmest ikke kan undvære. Læs videre og få inspiration til gæsteværelsets møbler.

Seng

Det første på listen ved indretning af gæsteværelset er sengen. Sengen er uden tvivl det vigtigste møbel i et gæsteværelse og det er derfor ikke uden betydning, hvilken seng du vælger.

Valget af seng hænger også sammen med, hvor stort dit gæsteværelse er. Har du plads til en dobbeltseng eller vil det være mere hensigtsmæssigt med en lidt mindre seng?

En løsning kan også være at købe en sovesofa, så der er bedre plads til at udnytte gæsteværelset herud over. Der findes mange forskellige sovesofaer, men det er ikke alle, der er lige behagelige at sove på. Hvis du vælger denne løsning er det derfor afgørende stadig at have komforten for øje.


Denne sovesofa er oplagt til gæsteværelset. Sofaen gør, at rummet kan anvendes som opholdsrum i hverdagen med god gulvplads, og den er nem at slå ud når der er overnattende gæster. Sovefaen har ydermere to skuffer som kan anvendes til opbevaring af eksempelvis dyner og sengetøj til gæsterne. Smart! Stilen er minimalistisk og den hvide farve gør, at den vil passe ind i alle rum.


Hvis du vil benytte gæsteværelset til andet kan en sovesofa sikre plads til eksempelvis et skrivebord. Det er altså vigtigt at overveje, hvad rummet skal bruges til, inden møblerne vælges og indretning af gæsteværelset igangsættes.

Andre møbler i gæsteværelset

Selvom sengen er det vigtigste i gæsteværelset har sammenhængen med de andre møbler også stor betydning for rummets helhed.

Når du vælger de øvrige møbler til gæsteværelset kan du med fordel stille dig selv spørgsmålet: Hvad det kan være rart for gæsterne at have til rådighed? Det kan være en fordel at holde de mere overflødige møbler ude af rummet for at sikre, at det ikke føles overfyldt.

Natbord

Et af de møbler, der er værd at overveje er et natbord. Det kan være rart at have en form for natbord, hvor en bog, vækkeur, mobiltelefon eller lignende kan ligge natten over. Natbordet kan med fordel vælges næstefter sengen for at sikre, at disse passer sammen i stil, for at give et roligt look.


Denne senge-hylde designet af Anne Linde er simpelt bud på et sengebord men funktionelt af sin slags. Den giver adgang til de vigtigste ting ved siden af sengen. Grundet sin simple form tager det minimal plads i rummet og hænger elegant på væggen uden at tage gulvplads. En lille buket blomster kan dekorere senge-hylden ved gæsternes ankomst.


På sengebordet kan der også placeres magasiner eller lignende, som kunne være interessante for gæsterne.

Tøjophæng i gæsteværelset

Noget af det, der kan gøre en overnatning ude mere hjemlig er, hvis der er mulighed for at hænge sit tøj op, eller placere det i et skab. Hvis overnatningen eksempelvis er i forbindelse med en festlighed er det afgørende, at der er mulighed for, at hænge skjorter og kjole op, så tøjet er klar til at trække i, og så det ikke bliver unødigt krøllet.

Muligheden for at pakke noget af sit tøj ud gør det mere behageligt at sove ude. Det betyder at det medbragte ikke roder rundt nede i en taske, hvilket minimerer risikoen for at føle, at man bor i en taske.


En mulighed er at vælge et tøjstativ som dette. Det giver tilstrækkelig med plads til ophæng af tøj og har plads til et par sko i tillæg. Og så er det yderst dekorativt! Udover stativet kan et lille skab med fordel placeret i værelset for at gæsterne har et sted, hvor medbragte tasker kan placeres.


Spejl

Et spejl på gæsteværelset er et MUST! Gæsterne skal have mulighed for at se sig selv i et spejl på værelset, og eksempelvis kunne lægge make-up eller sætte håret.

Desuden gør et spejl, at et rum kan syne større alt efter hvor det placeres og fungerer på samme tid som en dekoration i sig selv.

Hvis pladsen er til det kan være med fordel være et større spejl så gæsten har mulighed for at se hele sit outfit.


Spejlet her vil passe ind i de fleste rum. Det er yderst dekorativt som det står placeret op ad væggen. Det fungerer altså som en udsmykning i rummet i sig selv. Ved siden af spejlet kan placeres en lille hylde på væggen til f.eks. hårbørsten.


Denne guide til spejle kan hjælpe dig på vejen til at vælge det helt rigtige!

Belysning

Belysningen i gæsteværelset er ikke uden betydning. Flere forskellige lyskilder er fordelagtigt, så gæsterne selv kan vælge, hvordan de gerne vil have det i værelset. En loftslampe, så hele rummet kan lyses godt op, er nødvendigt og derudover vil sengelamper gøre det muligt for gæsterne at få en mere dæmpet belysning, og som kan bruges, hvis de ønsker at læse i sengen.

Prikken over i’et for indretning af gæsteværelset

Når møblerne er på plads er det tid til at finde de ting til gæsteværelset, som gør det personligt, hjemligt og hyggeligt. Her er det vigtigt at holde sig indenfor få farvespektre, så rummet ikke bliver rodet.

Bløde farver kan være et sikkert valg til et gæsteværelse, hvor gardiner, sengetæppe, et lille gulvtæppe og sengetøjet med fordel kan holdes i støvede farver.

Et par planter i værelset vil være prikken over i’et. Disse behøver ikke nødvendigvis at være store planter, der står på gulvet. Planter der hænger i et hjørne ned fra loftet, eller som er placeret dekorativt på væggen vil skabe fine detaljer i gæsteværelset.

Vælg eventuelt planter, der har en ekstra luftrensende effekt. Her kan få inspiration til, hvilke planter du skal vælge.

Små detaljer såsom stearinlys, en glasvase og et billede på væggen bidrager til et velindrettet gæsteværelse. Det er med at finde balancen mellem små detaljer uden at rummet bliver overfyldt.

Hvis gæsterne skal have en følelse af at være på et luksuriøst get-away kan der placeres et par morgenkåber på værelset. Store, tykke håndklæder vil være prikken over i’et for luksus-følelsen. Læg håndklæderne frem på sengen inden gæsternes ankomst – så er det næsten ligesom at træde ind på et hotelværelse.

Stilen i gæsteværelset

For at skabe et indbydende gæsteværelset er det vigtigt at være bevidst om, hvilken stil man ønsker i værelset. En gennemtænkt indretning af gæsteværelset vil gøre det muligt at opnå et værelse, som udstråler både elegance og hygge. I den forbindelse er det vigtigt at vælge møbler, tekstiler, lamper og farver så værelset ikke fremstår rodet.


Et gæsteværelse kan eksempelvis holdes inden for naturlige farver og materialer, hvor der vælges sengetøj af hør og lampeskærme i bambus. Disse naturmaterialer giver et blødt udtryk i rummet.


Indretningen af gæsteværelset kan også være inspireret af en helt bestemt stil såsom svensk romantik med træmøbler og blomstret sengetøj. Vælg den stil, du synes passer bedst til dig og som dine gæster vil føle sig godt tilpas i.


Så er der kun tilbage at slå dørene op for de mange fremtidige overnattende gæster, som altid vil føle sig velkomne og godt tilpas i netop dit vel indrettede gæsteværelse.