Det kan være en enormt stor glæde og frihed, at arbejde på egen matrikel. Derfor skal der også være en lækker indretning af dit kontor i hjemmet.
Selve indretningen handler naturligvis om, hvilken form for selvstændigt arbejde du har.
Er du typen, der sidder foran computeren, drejer vaser ud af ler, syr kjoler, har et mindre galleri eller et helt andet erhverv?
Du får her 2 gode ideer til en skøn indretning af kontor i hjemmet.
Den ene idé er til den, der arbejder ved skrivebordet en hel dag. Den anden er til den kreative, der har brug for plads til store armbevægelser – og et rum, der gerne må blive beskidt.
Indretning af kontoret
Rummet og selve indretningen skal være varmt og trygt, samt idérigt og afslappende på samme tid. Derfor skal indretningen bære præg af vekslende oplevelser i rummet.
Der, hvor du sidder og arbejder ved skrivebordet, skal der være hvidt og lyst – og har du muligheden for det, så stil bordet foran vinduet, så du kan nyde udsigten – hvis den vel og mærke er rolig og god.
Når du arbejder her, skal der være ro omkring dig, så du kan koncentrere og fordybe dig.
På kontoret kan du have en hvileplads, det kan være en stol, sofa eller måske en sækkestol. Det skal være det sted, hvor du trækker hen, når du har brug for en pause, at reflektere og få ny energi.
Hvilestedet er dit eget ”rum” i rummet. Sæt gerne et bord med blomster, hvis du elsker det og hæng den kunst op på væggen, der giver dig fornyet energi.
Få kreativiteten frem
Nu har du arbejds- og hvileafdelingen i orden. Så skal du også have en lille plads, der får de kreative tanker frem.
Kreativiteten kommer til udtryk på forskellige måder hos os mennesker. Nogle vil gerne have spots med musik og dans – andre en stor tavle, hvor der kan tegnes og skrives på.
Hvordan foretrækker du det?
Kort sagt så skal indretningen på dit kontor i hjemmet have tre opdelinger:
- Arbejdspladsen med skrivebordet
- Dit pausested
- Det kreative spot
Kontoret skal indeholde de ting, som gør dig godt tilpas. For eksempel et godt skrivebord, en blød kontorstol, farverige lamper, stearinlys, gulvtæppe og pyntenips.
Et godt tip er at få ryddet op efter hver arbejdsdag. Lad rodet fra dagen forsvinde, så du er klar til en ny dag i morgen. Et ryddet skrivebord – både på det fysiske og det på din computer, er med til at skabe ro i hovedet.
Et hoved med orden, har plads til nye ideer og tanker!
Arbejdsrummet
Indretningen her skal give rum til kreativitet og plads til at arbejde med ler, tegninger, beton, plakater, malerier, syning eller hvad nu arbejdet er.
Oven på det ”rigtige” gulv skal der ligges et tæppe, garagegulv, filt eller laminat – et gulv, der må blive beskidt og let kan rengøres.
Ude midt i rummet kan der stå et stort firkantet arbejdsbord, der kan justeres i højden, så du både kan stå op og sidde ned og arbejde. Over bordet hænges der 2 store lamper og på den ene væg hylder med plads til redskaber.
Arbejdsrummet skal være fyldt med farver, skøre input, og et sted i rummet skal der stå et smukt vitrineskab, hvor du har al opbevaring eller andre finurligheder.
Har du pladsen, så find en fed retro-lænestol, der godt må blive beskidt. Slæng dig der i arbejdstøjet, når du skal betragte dit værk eller har brug for en kunstnerpause.
God fornøjelse med indretningen af kontor i hjemmet – husk, at rummet og dig skal passe godt sammen!