Indretning af repos kan nogle gange virke lidt kringlet. Det er et åbent område ved toppen af trappen, og alt efter størrelsen, kan der være mange muligheder.
Det første man skal tænke på, er hvad mangler du i dit hjem. Det skal være noget, der er muligt at omdannet dit repos til. Indretning af repos, skal helst være effektiv, da man ikke altid arbejder med så meget plads. Derfor er det en god idé at afmåle og måske tegne op, for at se om det kan lade sig gøre.
Ved indretning af repos, er der også stor sandsynlighed for, at du bliver nødt til at lave noget selv, eller få nogle til at lave nogle ting specielt tilpasset til dit repos.
Et repos kan have mange former og størrelser, som der skal tages højde for, men nedenunder finder du nogle ideer til, hvad du kan bruge pladsen til.
Kontor
Et kontor er ofte et nødvendigt rum, men det er ikke altid, at du har pladsen til det. Heldigvis behøver der ofte ikke være andet end skrivebordsplads for at du kan kalde det et kontor.
Derfor er det en mulighed at indrette dit repos som et kontor. Hvis pladsen du har ikke er så stor, så sørg for at skrivebordet ikke bliver for dybt. Prøv i stedet at gøre det længere. Så kan du eventuelt dele pladsen med andre.
Du kan sætte en kontorstol, men hvis pladsen ikke er til det, kan taburetter være ideelle. De kan skubbes ind under bordet således at de ikke er i vejen. Hvis du gerne vil have noget med lidt ryglæn kan du eventuelt prøve noget i stil med denne barstol, der ikke fylder så meget.
Hvis du ikke skal dele pladsen med nogen, og derfor ikke behøver ekstra stole, kan du overveje at bruge pladsen under bordet til anden opbevaring. Længere nede er der ideer og en guide til at hænge hylder op.
Hobbyrum
Føler du at du ikke har plads til at dyrke din kreative hobby? Hvorfor ikke se, om du kan omdanne dit repos til et hobbyrum.
Du kan eventuelt bruge det som et miks af hobbyrum og kontor. Tag lidt inspiration fra den første idé. Sæt et skrivebord op, så du har en arbejdsflade, og brug et miks af hylder og kommoder til at opbevare materialer.
Der er mange muligheder med indretningen af et hobbyrum, det kommer helt an på, hvad du kan lide at lave i din fritid.
Hvis du maler, og du gerne vil have et staffeli, er der to muligheder. Du kan både have et som du kan stå op og bruge, men du kan også overveje et, der kan stilles på skrivebordet, hvis loftet ikke er så højt.
En symaskine kan stilles på bordet, hvis den bruges ofte. Du kan også have den til at stå i hjørnet eller under bordet på en hylde, hvis du ikke bruger den hver dag.
Små ting som perler, nåle og stofrester, kan opbevares i kasser og æsker. Husk at sætte mærkater på, så du ved hvor alting er.
En anden idé, kunne være at bruge det som et værksted. Det er ikke altid, at man har pladsen til det i garagen, eller at man har pladsen til at bruge et helt værelse på det. Så kan det være en god idé at bruge reposet. Det meste af arbejdet kommer nok til at foregå udenfor, men reposet er en mulighed for at opbevare redskaberne.
Legerum
Har du ikke plads til at opbevare dit barns legetøj på deres værelse, eller deler de værelse med deres søskende? Så kunne du måske overveje, at bruge dit repos som et legerum.
En lav reol kan huse bamser og andre legeting. Et lille bord med to taburetter kan bruges både til kreativ udfoldelse for børnene eller når de leger.
Læg et tæppe på gulvet. Det kan være blødt, så børnene kan sidde på det, men det kan også være et aktivitetstæppe, så det bliver brugt, som en del af legerummet.
Opbevaring
Et repos har ofte en problematisk form, måske er der skråloft og det er derfor svært at finde møbler, der passer til. Det er dog ikke svært at tilpasse og DIY din egen opbevaring. Hylder er nemme at lave og at sætte op.
Hylder
Afmål længden af plankerne du vil bruge, så de passer til der, hvor du vil have dem til at hænge. Du kan både hænge dem på skråvæggen. Dog indskrænker det, hvor høje ting du kan stille på dem. En god idé er at hænge dem på endevæggen, og så forkorte dem, når den rammer skråvæggen/loftet.
Der er forskellige metoder til at hænge dine hylder op med. Hyldeknægte, svævehylder og alt ind imellem. Når du har besluttet dig for, hvilken måde det skal gøres på, er der her en detaljeret guidet til at få hylderne hængt op.
Gardiner
Hvis det alligevel ikke blev så pænt som du havde håbet, eller du ikke har lyst til at se på de ting, du har til at stå på hylderne. Kan du hænge gardiner op, til at skærme dem.
Skru en gardinskinne eller en gardinstang fast, her kan det igen være, at du skal være lidt kreativ, da det ikke er sikkert, at du kan finde et gardin der passer i længden og bredden. Et gardin er ikke det sværeste at sy selv, da du primært skal arbejde med firkantede stykker, her er der en guide til at hjælpe dig på vej.
Walk in Closet
Går du og drømmer om dit eget Walk in Closet, men ved ikke helt, hvordan du skal få drømmen realiseret, fordi du måske har for lidt plads?
Et repos, kan nemt laves om til et Walk in Closet, ved lidt kreativ indretning. Du kan blandt andet bruge et garderobeskab, til at afskærme det fra resten af rummet, så er du allerede godt på vej. Brug eventuelt vejledningerne fra tidligere til at sætte hylder op til at opbevare tøj.
Her kan du finde inspiration til indretning af dit eget Walk in Closet.
Hyggekrog
Det er ikke obligatorisk at lave dit repos om til noget, der skal være “funktionelt” og ”brugbart”. Du kan også sagtens lave det om til en hyggekrog for dig og din familie.
Siddeplads
Hav en sofa til at stå, hvor I kan sidde sammen. Du kan eventuel gøre det til en slags stue, hvis du har plads til et Tv. Ellers kan I have et bord stående, måske dette bord, hav et par bøger eller brætspil liggende under det, så I kan tage et spil eller bruge hyggekrogen som et sted at læse godnathistorier for børnene.
Du kan også have en sækkestol liggende. Det giver et lidt mere afslappende look end en sofa, men er mindst lige så behagelig.
Fyld gulvpladsen ud med tæpper. Du kan holde dig til et, men for at gøre det ekstra hyggeligt, så prøv med overlappende bløde tæpper. Der er et eller andet magisk ved at ligge på gulvet og hygge med familien.
Planter
En anden måde at optimere hyggen kunne være, at fylde dit repos op med planter. Du kan eventuelt have en sofa eller anden form for behageligt sted at sidde, og så omringe det med forskellige planter.
Hvis du har skråvinduer, kan det, alt efter hvor de vender hen, være, at planterne ikke får nok lys. Det kan du ændre ved at hænge en vækstlampe op, eller du kan finde planter, der ikke kræver så meget lys. Det kan du få inspiration til i denne artikel.
Gæsteværelse
Har du ikke et gæsteværelse i dit hjem? Eller får du flere gæster på besøg en du kan huse? Så kan et repos nemt laves om til et ekstraværelse. Hav en sovesofa eller en ekstra seng til at stå der. Eventuelt noget, hvor du kan gemme det ekstra sengetøj i. Det kan for eksempel være under sengen, eller på hylder som du selv har hængt op.
Til dagligt, kan du bruge sengen som et sted at slappe af, som en sofa. Runde, aflange puder, kan fungere som ryglæn.
Privatliv tænker du måske så? Det kan selvfølgelig ikke blive helt som et rigtigt værelse, men sengen kan afskærmes på et par forskellige måder.
Gardiner
Som du har læst tidligere, kan du hænge et gardin op. Ikke kun for at afskærme hylder, men også sengen. Prøv eventuelt en skinne, der kan trækkes hele vejen rundt om sengen, eller hav et todelt gardin. Det gør det nemmere for gæsten at komme ud.
Det kan selvfølgelig ikke holde lyde ude, men det hjælper en del på privatlivet, når du har gæster på besøg.
Foldeskærm
En foldeskærm er en nem og dekorativ måde, at dele et rum op på. Det giver selvfølgelig ikke helt så meget privatliv, som et gardin, men det er en hurtig løsning.
Om du er til moderne, eller traditionelt. Papir eller træ. Vestlig eller østlig. Der findes mange forskellige typer, så der er noget at vælge imellem. Find det, der passer lige ind i dit hjem.
Krøllen på halen
Med indretning af repos er der mange muligheder, og det kommer helt an på, hvad det er du lige står og mangler. Er det en essentiel funktion stedet skal have, som du ikke har pladsen til at indrette andre steder, eller er det et sted, hvor du og din familie kan slappe af efter en lang dag.
Når du skal indrette dit repos, kan du i mange tilfælde også blive nødt til at DIY’e nogle ting, da et repos ofte ikke følger de traditionelle linjer for et rum eller værelse. Du kan for eksempel komme ud for, at der er en skråvæg, der kommer i vejen for en masse ting. Derfor er det vigtigt at lave en plan, måle godt op og sørge for at alt der sættes op passer til de mål du har. Det kan afhjælpe eventuelle frustrationer, der kan komme ud af din indretning af repos.
Her er det i hvert fald nogle muligheder samlet, til hvis du står og er i tvivl om, hvad det egentlig er du vil med dit repos.