Denne artikel viser dig hvordan du udregner dit BMI og hvordan man definerer overvægt og fedme.
Der har aldrig været så stor viden om fødevarer som vi har i dag, og på trods af dette har der aldrig været så stort et overvægtsproblem som nu.
Statistikken taler desværre sit tydelige sprog: Næsten 50% af alle danskere er overvægtige, og 40% af disse er deciderede fede hvilket altså vil sige at ca. hver 5 dansker lider af fedme!
Hvordan definere man egentlig overvægt og fedme? Det gør man ved hjælp af Body Mass Index som de fleste nok har hørt om som forkortelsen BMI.
Body Mass Index (engelsk for legemsmasseindeks, forkortet BMI), er en matematisk formel for en sammenhæng mellem en persons højde og vægt. Det bruges til at estimere under- og overvægt. Du kan beregne dit BMI tal ved at tage din vægt i kilo og dividere med din højde i meter i anden potens (tallet ganget med sig selv). Altså vil en person på 1,80 meter og 75 kg have et BMI på: 75/1,80*1,80 = 23,15
Er BMI under 18,5 betragtes man som undervægtig mens BMI over 25 er at betragte som overvægt. Er BMI tallet over 30 betragtes det som fedme, over 35 som svær fedme og er BMI tallet over 40 betragtes det som meget svær fedme.
MEN OVERVÆGT DEFINERES IKKE UDELUKKENDE MED BMI!
Det er og bliver et estimat, fordi BMI tager ikke forbehold for muskulatur og knoglebygning. Muskler vejer mere end fedt og derfor vil mange sportsfolk have et BMI tal over 25 selvom de naturligvis ikke er overvægtige på nogen måde.
Den bedste måde at fastslå overvægt på er ved hjælp af din kropsfedtprocent, altså en måling af hvor mange kilo fedt du har på kroppen. Sådan en måling kan du få taget ganske billigt (nogle gange endda gratis) på apoteket.
Mænd skal ligge med en fedtprocent imellem 10-20 og kvinder imellem 15-25.
Min start BMI var langt over de 50! Jeg lå simpelthen i min helt egen klasse indenfor overvægt!
Nu kunne jeg selvfølgelig godt starte en længere disputats om det kan kaldes overvægt hvis man som mand har en fedtprocent på 19,5 og hvorvidt det kan være farligt hvis man har en 3-4 kg ekstra lag sul på kroppen, sammenholdt med den gamle tommelfingerregel om at man godt måtte veje højde minus 100 plus 10% og stadig have en normal vægt… men jeg er ret sikker på at de fleste der læser dette ligger i højere vægtklasser, så den diskussion kan vi tage en anden gang.
Hvis du vil have dit BMI til at gå nedad så kan du starte en automatisk proces hvor du helt naturligt går ned i overvægt så længe du behøver det. Undgå piller, pulver og andre “smarte løsninger”, men gå i stedet i gang med en naturlig løsning.