Karina og Jesper spørger:
Efter at have set jeres hjemmeside, kunne vi godt tænke os at i så på vores sag, da vi tror vi er blevet udsat for bedrageri. Vi har købt en bil igennem sælger, som har hyret et transport firma til at varetage salget og leveringen af bilen. Bilen skulle importeres fra tyskland.
Sælger annoncerer bil igennem autoscout24, hvor vi forhandler os frem til en pris på 7000 Euro for en Kia Rio. Sælger har bilen opbevaret hos transport firma Impressum H&E Transport logistik som vil kontakte os. Vi bliver kontaktet af transport firmaet som håndterer salget. De sender en kontrakt samt regning samt en mail med track and trace nummer , hvor vi kan slå bilen op. Vi kan slå bilen op på deres hjemmeside og kan se firmaet har eksisteret i mange år og står for transport af biler i hele verdenen.
Da vi mener at firmaet er reelt nok overfører vi penge til en udenlandsk konto som beskrevet i kontakten. Vi fortæller vi har overført pengene og får derefter en mail på de sender bilen og at den er fremme fredag d. 8 april 2016.
Efterfølgende modtager vi nu en mail om at logistik firmaet desværre har haft for mange overførsler på deres konto så den er nu blevet suspenderet, og de har ikke mulighed for at hæve pengene. De beder os herefter om at gå ned i vores bank og bede om at pengene bliver sendt retur.
Svar fra vores bank er at det ikke er muligt at trække overførslen tilbage, idet pengene er overført til deres konto, og idet transaktionen er fuldendt er det kun ejeren af kontoen som kan returnere pengene. Transport firmaet bliver ved med at påstå at de ikke har hævet pengene fra den konto som vi har overført til, da kontoen er suspenderet og de kan derfor ikke hæve pengene. Transport firmaet vedhæfter et ”bevis” på at de ikke har hævet pengene, men at de står på kontoen, som de ikke har adgang til. De beder os endnu engang om at trække overførslen tilbage. Sådan skriver vi lidt frem og tilbage og vi beder logistik firmaet om enten at sende pengene retur eller sende bilen, som vi jo har overført penge til. Logistik firmaet bliver dog ved med at påstå at de ikke har ”hævet pengene” og at de ikke kan overføre dem retur da kontoen er suspenderet.
De har nu fået muligheden for at overføre pengene tilbage eller sende bilen, men de bliver ved med at påstå at de ikke har adgang til kontoen og til pengene.
Sælger skriver noget nyt hele tiden, hvor han pludselig har kontaktet advokat osv, og trækker tiden ud for hvornår vi skal kontakte politiet. Transport firmaet bliver ved med at påstå at de ikke har adgang til de overførte penge på den konto som de selv ejer (Hvis kontoen er suspenderet/lukket hvordan har transport firmaet så mulighed for at se at vi HAR lavet en overførsel?).
Vi ser frem til at høre hvordan vi står med vores sag.
Forbrugermeningen svarer:
Først og fremmest skal I roses for at have dokumentationen i orden. Det eneste men også meget store kritikpunkt er at I overfører penge til en ukendt enhed (i dette tilfælde “Transportfirmaet”).
Når man handler igennem udlandet skal man altid uanset omstændighederne bruge en neutral 3. part der holder pengene og først udbetaler dem, når varen er leveret, og denne 3. part skal naturligvis være forsikret og kreditværdig.
Da dette ikke er sket her, er det tid til at gå til domstolene. Uheldigvis for jer er det de tyske domstole der skal bruges. Til gengæld har I en helt sikker sag. Vi vil derfor anbefale jer at kontakte den Danske ambassade i Tyskland der vil kunne anbefale jer en dansktalende advokat i Tyskland, der kan køre resten af sagen for jer.
Held og lykke med sagen.